Fredagsholdet rykker ind

7. maj 2024

Hver fredag eftermiddag tager elever fra Rysensteen Gymnasium over i Loppeshoppen.

To frivillige medarbejdere dekorerer vinduet i en genbrugsbutik

Astrid Lerche Christensen og Lea Hélène Bie fra Rysensteen Gymnasium dekorerer vinduet i Loppeshoppen. I baggrunden har Karoline Ødum styr på kasseapparatet.

Af Flemming Schultz // flsc@diakonissen.dk

Normalt lukker Loppeshoppen kl. 14.00 om fredagen. Men det har et samarbejde med Rysensteen Gymnasium lavet om på. Nu er der nemlig vagtskifte kl. 14.00 om fredagen. Her ville butikken normalt være lukket, men i stedet tager gymnasieeleverne over og står for ekspeditionen helt frem til kl. 17.00.

I fredags var det Karoline Ødum, Astrid Lerche Christensen og Lea Hélène Bie, der havde ansvaret for at drive Loppeshoppen. De går alle tre i 2.F på Rysensteen og er glade for at bruge eftermiddagstimerne i Loppeshoppen.

Karoline Ødum, Astrid Lerche Christensen og Lea Hélène Bie fra Rysensteens Gymnasium

’Først og fremmest er det vigtigt at være med til at spare på ressourcerne og mindske spildet. Genbrug er en måde at passe på klima og miljø, og det er godt at kunne bidrage til det,’ forklarer Astrid Lerche Christensen.

 

Karoline Ødum ekspederer kunderne ved kassen.

Karoline Ødum og Lea Hélène Bie er enige: ’Klimaet er vigtigt og det er genbrug også,’ siger de. ’Og så er det jo også bare virkelig hyggelig at være her sammen med kunderne og hinanden, siger Karoline Ødum.

’Der er faktisk mange kunder, der kommer ind og handler sådan en fredag eftermiddag, tilføjer Lea Hélène Bie. ’Det er dejligt at være med til at gøre en forskel!’


Genbrug - det naturlige valg

Trine Høst, leder af Genbrug og redesign, er glad for det gode samarbejde med Rysensteen Gymnasium og for gymnasielevernes engagement:

’Det er et rigtig godt samarbejde, vi har med Rysensteen Gymnasium. Det betyder fx at eleverne hjælper os i butikken, så vi kan udvide åbningstiden fredag eftermiddag. En kæmpe stor tak til Karoline, Astrid, Lea og de mange andre elever fra Rysensteen, der er med til at gøre genbrug til det naturlige valg for endnu flere.”

Trine Høst, leder af Genbrug og redesign

Fakta

  • Ca. 200 frivillige lægger kræfterne i en god sag hos Diakonissestiftelsen. 

  • Har du lyst til at være med? Læs mere om, hvordan du kan være frivillig. Vi har mange områder, hvor du kan engagere dig.

  • Vil du høre mere? Så ring eller skriv til frivilligkonsulent Ida Vestergaard Petersen på tlf. 38 38 41 52 eller idap@diakonissen.dk